Rockerklubhuse og brætspilscafé holdes lukket på grund af konflikt

Politi forlænger opholdsforbud i klubhuse flere steder på grund af trussel fra verserende bandekonflikt

Både Fyns Politi og Nordjyllands Politi forlænger opholdsforbud i rockerklubhuse i deres politikredse, som stod til at udløbe fredag.

Det skriver politikredsene i en pressemeddelelse.

Alle tre adresser, som er omfattet, er klubhuse tilhørende rockerklubben Hells Angels.

De ligger i henholdsvis Odense, Nørresundby og Nyborg.

Politiet henviser til en igangværende bandekonflikt mellem Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

– Baggrunden for forlængelsen er, at der fortsat er en verserende konflikt i rocker-bandemiljøet, og at trusselsbilledet er uændret, skriver Fyns Politi.

Nordjyllands Politi vurderer, at der er en betydelig risiko for et angreb målrettet klubhuset i Nørresundby.

Nu udløber forbuddet i Nørresundby 19. oktober klokken 14. Forbuddene på Fyn udløber 19. oktober klokken 18.

Sydøstjyllands Politi har fredag også forlænget et opholdsforbud på en brætspilscafé i Kolding, med henvisning til konflikten.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet mener, at adressen, hvor caféen Spilloppen ligger, er tilholdssted for en af grupperne i konflikten.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, om man mener, at det er LTF eller Hells Angels.

Overtræder man et forbud, så risikerer man fængsel i op til to år.

/ritzau/