Promillegrænsen på 0,5 skal ikke gælde de første tre år efter erhvervelse af kørekort.
I stedet skal der være en “de facto nultolerance” over for alkohol.
Det er et af tiltagene i regeringens landdistriktsudspil, der præsenteres torsdag på et pressemøde i Skælskør.
– Det gør vi, fordi trafiksikkerhed er noget, vi tager meget, meget alvorligt, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) på pressemødet.
Som allerede annonceret ønsker regeringen også, at 17-årige med kørekort skal kunne køre uden ledsager i et afgrænset tidsrum mellem klokken 5 og 20.
Det skal gøre transport til eksempelvis arbejde, læreplads eller skole nemmere for unge i landdistrikter.
– Vi kalder det frihed under ansvar, og vi har fuld tillid til, at ungdommen godt kan håndtere det. Særligt fordi vi skærper nultolerancen om alkoholkørsel, siger Morten Dahlin.
Regeringens landdistriktsudspil indeholder en lang række tiltag om alt fra mobilitet og grøn omstilling til butiksliv og uddannelse.
Også turisme er i fokus i udspillet.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger, at Danmark skal have mere turisme, uden at det bliver “masseturisme”.
– Vi skal have mere turisme, vi skal udvide sæsonen, siger han.
Regeringen vil blandt andet give mulighed for udlæg af 2500 nye sommerhusgrunde og omlægge overflødige bygninger til turismeformål.