Folk, der kører ræs på offentlig vej, er typisk “uden for terapeutisk rækkevidde” over for kampagner, der ellers virker på resten af befolkningen.
Sådan lyder meldingen fra administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller.
Han udtaler sig generelt og ikke specifikt om weekendens dødsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse.
Ifølge Mogens Kjærgaard Møller er de bilister, der kører ræs, ligeglade med “kampagneskilte og opfordringer”.
– Deres adfærd er så selvoptaget, at vores kampagner ikke påvirker dem. Den eneste effektive løsning er politiets indgriben for at få disse ekstreme trafikanter væk fra vejene, siger han.
Mogens Kjærgaard Møller understreger vigtigheden af, at politiet er meget til stede på vejene og udfører kontroller i forhold til at stoppe den type adfærd. Men ifølge ham bliver det ikke prioriteret ret højt.
Politiet har fået flere opgaver de seneste år, og bekæmpelsen af trafikfarlige forseelser bliver ifølge Rådet for Sikker Trafik ikke prioriteret nok.
Det medfører, mener Mogens Kjærgaard Møller, at kontrolniveauet generelt er meget lavt.
– Jeg er klar over, at Nordsjællands Politi er opmærksom på de særlige risici ved motorvejen, og jeg er sikker på, at de tager det alvorligt. Man kan ikke overvåge alle veje konstant, men det er vigtigt, at politiet fortsat prioriterer indsatsen mod vanvidskørsel.
– Jeg tror, det er den eneste måde at stoppe det på, og vi må minde hinanden om, at nok er nok, siger han.
Lørdag omkom tre personer – en 33-årig mand og et forældrepar – i en ulykke på forlængelsen til Hillerødmotorvejen. Politiet mener, at den 33-årige forinden havde kørt ræs med en 24-årig mand.
Den 24-årige blev lørdag anholdt og er søndag blevet varetægtsfængslet i ti dage for vanvidskørsel. Politiet sigtede manden for uagtsomt manddrab og for at flygte fra ulykken.
Ifølge TV 2 Kosmopol er fem personer blevet dræbt i ulykker på strækningen inden for halvandet år.
Politiet og beredskabet er til stede på en villavej, hvor der er udbrudt kraftig brand i et hus.