Polsk mand dømt: indsmuglede 12 kilo narko

Arkivfoto

En 33-årig polsk mand blev mandag ved Retten i Sønderborg idømt ni års fængsel for indsmugling af mere end 12 kilo narko. Manden blev stoppet ved grænsen mellem Danmark og Tyskland den 14. august sidste år.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 33-årige er dømt for at have smuglet lidt over 12 kilo kokain, 306 gram heroin og 5038 ecstasypiller over den dansk-tyske grænse.

Den polske mand har nægtet at sig skyldig i indsmuglingen. Han forklarede i retten, at han havde lavet en aftale med en mand, som han ikke kender identiteten på, om at fragte bilen fra Tyskland til Danmark.

Han vidste ikke, at narkoen var i bilen, har han forklaret. Men den troede retten ikke på, og han blev dømt efter tiltalen.

Den 33-årige var også tiltalt for at have udgivet sig for at være en anden, da han blev stoppet ved grænsen og blev bedt om at vise identifikation, desuden har han ikke noget kørekort.

Manden erkendte de to tiltalepunkter.

Den 33-årige polske mand blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør den 15. august og har siddet fængslet siden da.

Ud over fængselsdommen er manden blevet idømt livsvarigt indrejseforbud i Danmark.

Den 33-årige har bedt om tid til at tænke over dommen, og om han eventuelt vil anke den.