Politiet har brug for hjælp: Vi kan stadig ikke finde Vlad!

Politiet leder stadig efter en 35-årig mand, der i sidste uge faldt i Storåen ved Musikteatret i Holstebro.

Manden har været efterlyst siden torsdag aften.


Politiet har ikke kunnet finde den 35-årige mand, der blev efterlyst i slutningen af sidste uge. Hverken på hans adresse eller i det miljø, manden plejer at færdes i, er det lykkes politiet at komme i kontakt med manden.

Midt- og Vestjyllands Politi ønsker derfor at høre fra vidner, der har oplysninger om, hvor 35-årige Vlad befinder sig.

LÆS OGSÅ: Politi leder efter mand med hunde og droner: Frygter han ligger nede i åen

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Den 35-årige blev efterlyst i offentligheden torsdag den 28. september, efter vidner havde set ham hoppe i Storå i Holstebro uden efterfølgende at dukke op igen.

Politiet talte efterfølgende med flere vidner, som fortalte, at de havde set den 35-årige mand i god behold i tidsrummet efter torsdag aften. Manden har dog ikke været til at træffe, og politiet beder derfor offentligheden om hjælp.

LÆS OGSÅ: 35-årige hoppede i å og forsvandt: Nu har politiet nyt i sagen

Har du oplysninger i sagen, kan du henvende dig på telefon 114 og oplyse journalnummer: 4100-83167-00039-23