Politiet efter knivstik på 15-årig dreng: ‘Meld dig selv, gerningsmand!’

Efter et knivstik torsdag eftermiddag ved Nørrebro Station i København, ved politiet nu godt, hvem de skal lede efter.

Samtidig opfordrer politiet gerningsmanden til at melde sig selv.

LÆS OGSÅ: Knivstikkeri på Nørrebro: 15-årig dreng alvorligt såret

Københavns Politi skriver på X (det tidligere Twitter):

“Efter en intens efterforskning af det knivstikkeri, der i går fandt sted på gaden ved Nørrebro Station, har vi identificeret en mistænkt. Han ved godt, at vi leder efter ham, så vi opfordrer ham til at melde sig selv. Foreløbig er der ikke noget i efterforskningen, der peger på, at knivstikkeriet er banderelateret. Der er formentlig nærmere tale om en personlig konflikt mellem den forurettede og den mistænkte.”