04. nov. 2022 - 19:25

Politiet: Drabsmand i Holbæk er bevidst gået efter den 37-årige kvinde



Den 37-årige dræbte kvinde i Holbæk var ikke et tilfældigt offer. Det mener Midt- og Vestsjællands Politi på baggrund af det, de har efterforsket.

“Vi synes, efterforskningen har vist, at der er tale om et målrettet angreb på offeret. Vi formoder, der har været en form for relation,” siger Kim Løvkvist, efterforskningsleder Kim Løvkvist, Midt- og Vestsjællands Politi, ifølge dr.dk

Den 37-årige kvinde – som var født i Afghanistan – blev dræbt af en mand, der stak hende med en kniv, efter at han havde hevet hende ud af en bil. Det skete kort efter, at kvinden torsdag kl. 23.00 havde fået fri fra sit arbejde som sosu-assistent på Plejecenter Samsøvej i Holbæk.

LÆS OGSÅ: 37-årig gravid kvinde myrdet: Trukket ud af bilen

Kvinden var gravid, da hun blev dræbt. Noget tyder på, at det ufødte barn – en dreng – overlever knivstik-angrebet.

Æresdrab er en mulighed i denne sag, mener efterforskningslederen.

“Det er naturligvis en af vores arbejdshypoteser, som vi tager med – en af mange,” siger Kim Løvkvist.

LÆS OGSÅ; Efter pressemødet: Det ved vi nu om drabet på 37-årig gravid kvinde

En kollega forsøgte at hjælpe den nu dræbte 37-årige kvinde, efter at hun var blevet stukket ned.

Kollegaen har over for politiet givet dette signalement af den formodede gerningsmand:

Mand, 18-19 år, spinkel af bygning, 170-175 cm høj, formentlig af anden etnisk herkomst end dansk, iført mørk jakke og hue.

Politiet efterlyser fortsat vidner i sagen.