Ugen starter med lokal regn og byger, inden vejrskifte giver mere plads til sol og får det til at blæse op.
Vejret begynder denne uge skyet med lokal regn og byger, inden der fra torsdag bliver mere plads til solen.
Det fortæller Anne Borris, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.
– Vejret i den kommende uge minder meget om klassisk novembervejr, der er kendetegnet ved mange skyer, men også mere blæsende perioder med plads til solen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Mandag starter særligt i landets vestlige egne ud med lokal dis eller tåge. Ellers står dagen mest på skyer, enkelte byger og lokalt regnvejr.
Temperaturerne vil komme op på mellem fem og ni grader i dagtimerne, mens vinden bliver svag til jævn fra sydøstlig og sydlig retning. Ved kysterne kan vinden blive op til frisk.
Om natten vil temperaturerne komme ned mellem frysepunktet og fem graders varme.
– Tirsdag og onsdag vil være med vejr, der minder om mandag med risiko for stedvis dis eller tåge først på dagen og ellers overvejende skyet med stedvis lidt regn, siger Anne Borris.
Torsdag sker der et lille vejrskifte som følge af et lavtryk, der ligger over Norge og Sverige, fortæller meteorologen.
– Der vil langsomt begynde at trække lidt koldere luft ned over os. Der vil begynde at blive plads til lidt mere sol og efterhånden mere spredte byger, siger hun.
Samtidig bliver vejret også mere blæsende. Vinden bliver dermed let til frisk fra vestlig og nordvestlig retning. Ved kysterne kan vinden blive stedvis hård.
Fredagens vejr vil komme til at minde om torsdagens med temperaturer, der kommer op mellem fire og otte grader i dagtimerne. Om natten vil temperaturerne komme ned mellem frysepunktet og fem graders varme.
– Vi vil opleve en lille ændring i vejret og lidt køligere luft, der slår igennem, siger meteorologen.
RITZAU
