Plejehjemsbeboere slås: Volden eskalerer på ældrecentrene

Illustrationsfoto

Fire ud af fem ældrechefer i landets kommuner har i løbet af det seneste år haft en eller flere voldsepisoder mellem to borgere på plejehjem.

Sådan lyder det i en rundspørge, som TV2 har sendt til samtlige danske kommuner.

Flere kommuner svarer i rundspørgen, at det sker ugentligt.

Det gælder blandt andet Assens Kommune, som sidste år måtte politianmelde en beboer på grund af en voldsom hændelse.

På baggrund af tendensen har Assens Kommune installeret elektroniske låse på plejehjemsbeboernes døre. Det er hidtil blevet gjort på tre af kommunens ni plejehjem, skriver TV2.

Det har man også gjort i Hadsund, hvor plejehjemslederen på Demenscentrum Skovgården, Dorte Lynge, fortæller, at det ikke er et problem, der blot kan løses med flere ansatte.

– En ekstra nattevagt i et stort hus som det her kan jo ikke have øje på 66 beboere. Det handler jo om at undgå konflikter på alle de måder, man kan, siger hun til TV2.

Læs også: 61-årig kvinde skyldig i dødsvold på plejehjem