En person har onsdag mistet livet i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam, fordi vedkommende havnede i en kørende flymotor.
Det oplyser luftfartsselskabet Air France-KLM, der ejer det pågældende fly. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Omstændighederne bliver ikke videre beskrevet, heller ikke personens nationalitet. Men selskabet gør det klart, at hændelsen bliver undersøgt.
Ifølge flere danske medier var det planen, at flyet skulle lande i Billund.
Hollandske medier har allerede tidligere onsdag rapporteret om hændelsen, og nogle skriver, at flere passagerer var vidne til den.
På det sociale medie X skriver lufthavnen, at der er sket en forfærdelig hændelse, hvor en person endte i en flymotor.
– Vores tanker går til de pårørende, lyder det i opslaget.