I sidste uge kunne Københavns Zoo meddele, at haven var blevet en elefantunge rigere. Nu kan haven meddele, at den lille ny har fået et navn.
Det skriver Zoologisk Have på sin hjemmeside.
Den lille unge har brugt hele ugen på at udforske sine omgivelser og lært sine familiemedlemmer at kende. Det fortæller zoologisk direktør Mads Bertelsen i en pressemeddelelse.
“Det er en rigtig nysgerrig lille elefant, der er i god trivsel. Alt går som det skal, og vi ser masser af herlig naturlig elefantadfærd”, lyder det fra direktøren.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den lille nysgerrige unge har fået navnet Chin og er opkaldt efter en thailandsk flod ved navnet Tha Chin.
Navnet er ikke tilfældigt valgt og efter nøje overvejelser er dyrepasserne, som passer elefanterne, blevet enige om navnet Chin.
“Det giver god mening, at det er dem, der skal arbejde tættest med dyrene, der får lov at finde navnet. Dog har vi klare rammer og betingelser for, hvorfor og hvordan vi i ZOO giver dyr navne”, siger zoologisk direktør Mads Bertelsen.
I 2015 lavede Zoologisk Have en ny strategi for, hvordan man navngav de nyfødte dyr i haven. En af grundene til den nye strategi, er, at dyrene ikke skal menneskeliggøres.
For blot nogle dage siden kunne ZOO meddele, at tigerflokken også var blevet udvidet efter 9 år.
Kriterier for at navngive dyrene i ZOO:
- Navnet må ikke give anledning til antropomorfisme. Det må derfor ikke være et menneskenavn eller relatere til dyr kendt fra film, litteratur eller anden fiktion
- Dyret skal kun have ét navn.
- Navnet skal være mundret og nemt at udtale.
- Navnet skal bestå af max. tre stavelser.
- Navnet skal adskille sig tydeligt fra andre dyrenavne i flokken/gruppen.