Der er en risiko for, at man løber ind i problemer fredag morgen, hvis man forsøger at betale med sin telefon i en butik.
Nets, der står bag mange betalingsløsninger, har nemlig driftsproblemer i hele Norden, det vil sige i Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Det fremgår af Nets’ driftsside.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Vi oplever især problemer med betalingskort, som man har på sin telefon. Man kan stadig bruge sine fysiske kort i butikkerne, siger pressechef i Nets Peter Glüsing til Ekstra Bladet.
På driftssiden lyder det, at man er i gang med at undersøge problemet.
Over for Ritzau forklarer pressechefen omkring klokken 9, at det er for tidligt at sige noget om årsagen og derfor også noget om tidshorisonten.
Problemerne opstod omkring klokken 7 fredag morgen.