Nåede ikke ud: Brændt inde i rækkehus

Brandtomten

En brand i et rækkehus i den sjællandske by Jyderup lørdag har fået en dødelig udgang.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, efter at der er fundet en livløs person på brandtomten.

Det er endnu uvist, hvem den døde person er, men det formodes at være husets beboer. Vedkommendes familie er underrettet.

Branden blev anmeldt klokken 16.36 af en forbipasserende, der så, at der var ild i enderækkehuset.

Brandvæsnet blev tilkaldt men kunne ikke forhindre, at huset delvist udbrændte.

Ud over at prøve at identificere den afdøde, arbejder politiets teknikere også på at finde ud af, hvordan branden opstod.