På bare 15 minutter blev alle billetter revet væk til den danske festival, der tiltrækker både musikelskere og kendisser.
Mens det tog hele 21 dage, før Smukfest endegyldigt kunne melde alle partoutbilletter udsolgt, så det anderledes ud for en anden musikfestival.
Her tog det blot et kvarter, før samtlige partout- og dagsbilletter blev revet væk.
Der er tale om den nordsjællandske musikfestival, Musik i Lejet, der hver sommer afholdes i Tisvildeleje.
I en pressemeddelse jubler arrangørene og meddeler, at man satte billetterne til salg søndag den 1. december.
Til trods for, at billetsalget begyndte under den første søndag i advent, afholdt det altså ikke festivalgængere fra at sikre sig billetter til én af årets mest ventede begivenheder.
Klokken 10 søndag formiddag blev billetterne sat til salg, men da klokkeslættet havde ramt 10.15 var alle billetter således udsolgt.
Dagsbilletterne til torsdag, fredag og lørdag blev ligeledes hurtigt lagt i kurven. Dermed havde 20.000 kastet sig over billetterne i løbet af et kvarter.
Ifølge den danske festival er det en rekord.
Musik i Lejet 2025 bliver afholdt om sommeren den 17-19. juli og har blandt aandet navne som Nik og Jay, Lis Sørensen og Lamin på plakaten.
Hen over årene har musikfestivalen også opbygget et ry som en festival, hvor de rige og berømte elsker at samles for at nyde musik.
Således har flere medlemmer af kongehuset været faste gæster de seneste par år.