Muhammed-tegninger sat til salg for vildt beløb

Kurt Westergaards Muhammed-tegninger er sat til salg til højestbydende. Startbuddet er 1,5 millioner kroner

Søndag bliver en række af satiretegneren Kurt Westergaards Muhammed-tegninger sat til salg på en onlineauktion via auktionshuset kwicons.com.

Det fremgår af auktionshusets hjemmeside.

Der er ifølge auktionsleder Erik Guldager tale om den originale tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen – den tegning, der i 2005 blev bragt i Jyllands-Posten.

Herudover er også skitserne til tegningen på auktion.

På auktionen er der tre runder med i alt seks versioner af Muhammed-tegningen.

Ifølge hjemmesiden kwicons.com skal man som minimum byde 200.000 euro på flere af tegningerne for at være med i auktionen. Det svarer til cirka 1,5 millioner kroner.

– Vi har en pris, hvor hvis vi ikke når den, så bliver de ikke solgt. Vi sælger dem ikke derunder. Men jeg kan ikke udtale mig om, hvad den pris er, siger Erik Guldager til TV2 Østjylland.

Erik Guldager vil ikke fortælle, hvem der ejer tegningerne i dag. Dog fortæller han til TV2 Østjylland, at tegningerne befinder sig i en bankboks i Hamborg.

Det skabte i sin tid voldsomme protester, da tegningerne blev trykt. Kurt Westergaard levede resten af sit liv med PET-beskyttelse og blev flere gange truet på livet.

1. januar 2010 undslap Kurt Westergaard et mordforsøg, da en mand med økse og kniv trængte ind i tegnerens hjem.

Kurt Westergaard undslap ved at søge tilflugt i sin boligs sikkerhedsrum, hvorfra han kunne alarmere politiet.

Erik Guldager understreger overfor TV2 Østjylland, at de relevante sikkerhedsmyndigheder er orienteret om hele processen, når det gælder søndagens auktion.

Auktionen starter klokken 14.01 og slutter 1. marts klokken 16.00.

/ritzau/