Mor og far giver datter penge for seksuelle ydelser

En mand er ved byretten idømt forvaring for seksuelle overgreb mod blandt andet egne børn. Landsret stadfæster.

En far, der i byretten er idømt forvaring i en sag om blandt andet seksuelle overgreb på egne børn, får stadfæstet sin dom i vidt omfang.

Det er tirsdag formiddag afgjort i Østre Landsret, skriver Sjællandske Nyheder.

Landsretten har foretaget enkelte justeringer, men opretholder forvaringsdommen.

Dommeren lagde vægt på, at manden er fundet skyldig i grove seksuelle krænkelser, at mange børn har været involveret, og at han er fortsat, selv om han flere gange er blevet konfronteret med det.

– Af de grunde tiltræder landsretten, at betingelserne for forvaring er opfyldt, lød det blandt andet fra dommeren ifølge Sjællandske Nyheder.

Ifølge lokalmediet tog den forvaringsdømte mand imod dommen med et roligt blik.

Manden blev dømt i Retten ved Hillerød i foråret. Også en kvinde, som er mor til parrets børn, fik ti års fængsel i sagen.

I alt var der syv forurettede i sagen, der alle er børn eller har været børn på gerningstidspunktet.

Kvinden og manden blev dømt i alle 12 forhold i anklageskriftet, som blandt andet handlede om misbrug, incest, voldtægt og blufærdighedskrænkelse af børn.

Manden og kvinden havde ifølge anklageskriftet eksempelvis givet deres biologiske datter ting og penge for at få hende til at udføre seksuelle ydelser for dem.

De seksuelle overgreb var både sket mod egne børn og børn, der er kommet i hjemmet. Det har Sjællandske Nyheder tidligere skrevet.

Manden havde anket tre af sagens forhold samt spørgsmålet om straffen. Men han havde ikke anket de forhold, der vedrører egne børn.

Han havde delvist nægtet sig skyldig og havde anket et forhold vedrørende grove krænkelser og overgreb på en, der som barn og ung kom i hjemmet, skriver Sjællandske Nyheder.

Ifølge mediet lagde retten vægt på, at manden var mere end 20 år ældre end den forurettede, som “var sårbar og havde knyttet sig til både dig og din familie”, lød det.

De to andre forhold, han havde anket, handlede om overgreb på et andet barn, der var kommet i hjemmet, samt et overgreb på et nært familiemedlem en del år tilbage.

Byretten krævede erstatning til ofrene i sagen på tilsammen over 1,2 millioner kroner. Dette er nu blevet justeret en smule efter behandlingen i landsretten, skriver Sjællandske Nyheder.

Manden skal betale sagens omkostninger, skriver mediet.

Derudover skal han betale 200.000 kroner til den ene forurettede, der er kommet i parrets hjem, samt 30.000 kroner til et kvindeligt familiemedlem for et forhold om overgreb, der ligger tilbage i tiden.

Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.

Forvaring er en tidsubestemt sanktion. Det vil sige, at den modsat en fængselsdom ikke har nogen udløbsdato.

En otte-årig dreng blev mandag eftermiddag ramt af en radiator i hovedet. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan hans tilstand er.

Illustrationsfoto