Mindreårig elev kørt ned i højresvingsulykke: Nu har skolen oplysninger i sagen

En mindreårig dreng er tirsdag eftermiddag blevet kørt ned af en lastbil i en højresvingsulykke i København

Skolen i Sydhavnen er kort før klokken 14.00 blevet ramt af en tragedie, da en niårig dreng, der er elev på skolen, er blevet påkørt af en lastbil i en højresvingsulykke ved lyskrydset mellem Støberigade og Teglholmsgade i København.

I den forbindelse er Presse-fotos.dk kommet i besiddelse af en intern mail fra skolens ledelse, der er sendt ud til samtlige forældre til elever.

‘Drengen var ved bevidsthed og fik sin far med i ambulancen, da de kørte mod Rigshospitalet,’ lyder det blandt andet i mailen.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at ambulancen er hastet mod Rigshospitalet i følgeskab med en lægebil og med politieskorte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vidner på stedet fortæller, at drengen blev ramt af lastbilen, da han kom cyklende.

Ifølge skolen har politiet oplyst, at drengen har et beskadiget ben, men den nærmere tilstand er på nuværende tidspunkt ikke kendt.

‘Der var få vidner til uheldet, og vi mener ikke, at nogle børn har set selve hændelsen, men en del kom frem til stedet, da der var mange udrykningskøretøjer. På det tidspunkt var der ikke rigtigt noget at se,’ skriver skolens ledelse endvidere i den interne mail.

‘Hvis der mod vores viden har været elever, der har været vidne til ulykken, kan vi hjælpe med krisehjælp. Så kontakt kontoret.’

For blot nogle dage siden var en anden dreng involveret i en ulykke.

OPDATERING:

Københavns Politi giver nu den første opdatering på drengens tilstand.

“Drengen er sluppet billigt med lettere tilskadekomst, så vi er færdige på stedet,” fortæller Henrik Stormer, der er vagtchef hos Københavns Politi til B.T.