Børnenes Melodigrandprix, MGP, fejrer snart sølvjubilæum. Nu løfter DR sløret for værtsduoen, der skal lede showet.
Når DR-profilen Jonas Madsen for tredje gang skal være vært på børnenes melodigrandprix, MGP, bliver det med en ny medvært.
Det bekræfter DR i en pressemeddelelse.
Denne udgave af MGP bliver dog en helt særlig én af slagsen, da børnenes melodigrandprix kan fejre sølvjubilæum.
“Det er dem, der skaber showet og det fællesskab, der opstår i de danske stuer landet rundt, og som heldigvis er lydtapet på børns værelser det meste af året. 25 år med MGP er også 25 års historie om, hvad der gennem årene har optaget danske børn i deres hverdag. Om end det er venskaber, kærlighed, familie, slik eller at man ikke gider i seng,” udtaler Marlene Boel, der er chef for DR’s børn- og ungeafdeling, B&U, i forbindelse med jubilæet.
Et drømmejob
Det bliver Sælma Alakhir, der skal gøre Jonas Madsen selskab i værtsrollen. Ligesom Jonas Madsen arbejder Sælma Alakhir på DR Ultra.
Og den kommende medvært lægger bestemt ikke skjul på sin begejstring for sit nye job.
“Jeg har i sindssygt mange år kaldt MGP-vært for mit deciderede drømmejob – nok egentlig mest for sjov, fordi jeg aldrig havde regnet med, at det rent faktisk ville ske. Så at jeg skal være vært, er en vanvittig drøm, der går i opfyldelse. Derfor glæder jeg mig virkelig meget til at få lov til at skyde den største børnefest af sammen med Jonas og alle de seje børn. Jeg er sikker på, at det bliver en aften, jeg aldrig glemmer,” jubler Sælma Alakhi i pressemeddelelsen.
Børnenes melodigrandprix skydes i gang i Jyske Bank Boxen i Herning den 22. februar – ugen før Dansk Melodi Grand Prix. MGP kan ses direkte på DR1 lørdag den 22. februar klokken 19.