Skyderi i roligt parcelhuskvarter

Politiet er fredag aften til stede på en villavej, hvor der er indløbet en anmeldelse om affyrede skud – vidner til hændelsen søges samtidig

Fredag aften klokken 17.01 har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget anmeldelser om et muligt skyderi på Kløvager i Greve.

Det bekræfter vagtchef ved politikredsen Lasse Jensen over for Presse-fotos.dk.

“Vi får en anmeldelse om et mistænkeligt forhold – og vi mistænker i den forbindelse, at der er blevet afgivet skud i området på et endnu ukendt tidspunkt,” siger vagtchefen og tilføjer:

“Jeg kan ikke komme nærmere ind på den anmeldelse, der for os til at tro, at der kan være affyret skud, men vi foretager nu undersøgelser på stedet.”

Midt- og Vestsjællands Politi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvornår skuddene kan være affyret, og politiet kan altså ikke komme nærmere ind på de oplysninger, der har startet mistanken om afgivelsen af skud.

“Men vi vil rigtig gerne i kontakt med beboere i området, som kan have hørt brag fra skud på et eller andet tidspunkt,” siger vagtchefen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses den pågældende personbil blive kørt væk

Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke mulighed for at komme et nærmere tidspunkt for det eventuelle skyderi, men der er umiddelbart ikke kommet nogle personer til skade.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at betjentene under arbejdet på Kløvager blandt andet har kørt en personbil væk.

“Den skal vi nu undersøge – vi har en formodning om, at bilen kan være blevet ramt på den ene eller anden måde af skud,” lyder det fra vagtchefen.

Hvis du har hørt brag eller andre lyde, der kan have været skud inden for det sidste lange stykke tid, så bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 1-1-4.

Politiet er i gang med en aktion, efter en ung mand er blevet ramt af knivstik ved en Shell-tank. Offeret er blevet bragt til Rigshospitalet, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er nogen meldinger om hans tilstand.

Presse-fotos.dk følger sagen …