Fra natten til mandag og helt frem til om eftermiddag gennemlevede en 15-årig dreng sit værste mareridt. Her blev han nemlig først frihedsberøvet, hvorefter en mand og en kvinde truede ham med blandt andet et gevær.
På baggrund af det har Sydøstjyllands Politi sigtet de to gerningsmænd i flere forhold mod drengen.
Onsdag blev de fremstillet i grundlovsforhør, der resulterede i en varetægtsfængsling i to uger for vold og frihedsberøvelse.
Det beskriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Bandt ham til en stol
Sigtelsen kommer på baggrund af, at de på flere adresser i Filskov og Langelund har frihedsberøvet den 15-årige.
Her har de angiveligt udsat ham for grov vold ved at binde ham til en stol, give ham en pose over hovedet og tildele ham flere slag og spark på kroppen og benene.
De er yderligere sigtet for at have truet ham med et luftgevær og en hammer.
Ifølge sigtelsen fandt frihedsberøvelsen sted fra natten til mandag klokken 01.00 til mandag eftermiddag klokken 15.00.
To ugers varetægtsfængsling
Manden, der er 26 år, erkender delvist sigtelserne, mens den 38-årige kvinde nægter sig skyldig i alle forhold.
Efter grundlovsforhøret i Retten i Kolding blev de to formodede gerningsmænd varetægtsfængslet i to uger.
Kvinden har kæret varetægtsfængslingen.