Politiets teknikere vil forsøge at undersøge årsag til brand lørdag morgen. De pårørende er underrettet
En mand er fundet død i forbindelse med en brand lørdag morgen, oplyser politiet.
“Vi arbejder fortsat på stedet, hvor der foregår brandslukning af ejendommen,” siger Eli Gjesing, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi til B.T.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Alarmen om flammer og røg i villaen på Leos Allé i Tønder kom lidt efter klokken syv, og godt to timer efter oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at beboeren har mistet livet.
De pårørende til den 84-årige mand er blevet underrettet.
Da brandvæsenet kom frem, var ilden ganske voldsom, oplyser politiets vagtchef.
Årsagen til brandens opståen vil først blive klarlagt senere. Opgaven overgår til politiets specialister.