
Da en mand blev fundet livløs i Nordjylland, blev det først betragtet som mistænkeligt. En er sigtet for drab
Politiet har anholdt en 44-årig mand i forbindelse med efterforskningen af et mistænkeligt dødsfald ved en shelterplads ved Vadum i Nordjylland lørdag. Han sigtes for drab.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Lørdag klokken 13.30 modtog politiet en anmeldelse om en livløs mand ved shelterpladsen.
Den ligger op ad Brorholtvej i området umiddelbart syd for Vadum Kirke.
Manden blev erklæret død klokken 13.51, efter at patruljer og en ambulance var ankommet til stedet.
Der er ifølge politiet med stor sandsynlighed tale om en 58-årig mand fra lokalområdet, og hans nærmeste pårørende er underrettet om dødsfaldet, skriver politiet.
– På findestedet er der nogle omstændigheder til stede, som gør, at vi i øjeblikket betragter det som et mistænkeligt dødsfald, udtalte vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup i en pressemeddelelse.
Senere samme dag – klokken 18.35 – blev en mand anholdt i forbindelse med sagen. Der er tale om en 44-årig mand bosiddende nær Vadum, som havde en perifer relation til den dræbte.
– Vores undersøgelser i sagen sætter den anholdte i forbindelse med dødsfaldet, og han er derfor blevet sigtet for manddrab, lyder det fra Kenneth Ginnerup.
Den anholdte skulle lørdag aften afhøres af efterforskere og undersøges af teknikere med henblik på sporsikring.
Søndag ventes den 44-årige at blive fremstillet i et grundlovsforhør.
Kenneth Ginnerup vil ikke komme ind på den formodede dødsårsag.
Nordjyllands Politi forventer at afslutte sit undersøgelses- og sporsikringsarbejde ved findestedet i løbet af søndagen.
Efterforskningsindsatsen vil dog tage længere tid.
– Når alle relevante omstændigheder skal afdækkes i sådan en sag, så er vi grundige – og så gearer politiet ikke ned: Alle spor skal sikres, udtaler Kenneth Ginnerup sent lørdag aften.
Slutvis lyder det, at politiet vil være massivt til stede i og omkring Vadum hen over weekenden.
– Vi ved, at sådan en dybt alvorlig sag kan skabe utryghed blandt områdets beboere. Det er helt naturligt. Derfor øger vi vores synlighed.
/ritzau/


