Lørdag lukker metroen i København delvist i to uger

Arkivfoto

Der bliver indsat metrobusser på strækningerne, men der vil ikke være plads til alle, oplyser Metroselskabet

Natten til lørdag lukker metrolinjerne M3 og M4 i København indtil 26. februar.

Metroselskabet opfordrer de rejsende til at anvende andre transportformer som cykel, bus, tog eller en af de andre metrolinjer.

Der vil også blive indsat metrobusser på de mest centrale strækninger som erstatning.

– Man skal dog forvente meget længere rejsetid med metrobusserne end med metroen, og der vil ikke være plads til alle, oplyser Metroselskabet i en mail.

Lukningen af M3 og M4 skyldes, at der skal laves testkørsler på M4-strækningen, der er i gang med at blive udvidet.

– Da M3 og M4 har ét fælles styresystem og deler infrastruktur på en del af strækningen mellem Østerport og København H, er det desværre nødvendigt at lukke linjerne helt under testkørslerne, skriver Metroselskabet.

De nye stop på M4-strækningen vil ligge i Københavns Sydhavn og i Valby. I alt udvider linjen med fem nye stationer, der efter planen skal åbne til sommer.

/ritzau/