En vej er onsdag formiddag afspærret i begge retninger, efter en lastbil er væltet og ligger på tværs af kørebanen
Brandvæsenet er sammen med øvrig vejhjælp onsdag ved 10-tiden fremme på Tøstrupvej, der ligger mellem Tøstrup og Nimtofte vest for Grenå.
Her er der sket et færdselsuheld, som betyder, at vejen er fuldstændig afspærret og vil være det et stykke tid.
Det oplyser Beredskab & Sikkerhed, der er et fælleskommunalt beredskab i området.
‘Beredskab & Sikkerhed er kørt til færdselsuheld med en væltet lastbil på Tøstrupvej mellem Tøstrup og Nimtofte. Vejen er spærret pga. uheldet og forventes at være det nogle timer endnu pga. oprydningsarbejdet,’ lyder det fra beredskabet, som opfordrer bilister til at finde alternative ruter.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Presse-fotos.dks udsendte er også fremme på stedet, og hun kan fortælle, at lastbilchaufføren er okay og ikke er kommet slemt til skade.
“Det fortæller vognmanden herude,” lyder det fra vores udsendte.
Der er i skrivende stund ikke nogen tidshorisont for, hvornår vejen genåbner.