Lastbil i frontalsammenstød: ‘Det er alvorligt. Meget alvorligt’

En lastbil og en personbil har været involveret i et frontalsammenstød på en landevej. Politiet kalder kollisionen meget alvorlig

Syd- og Sønderjyllands Politi har fredag morgen klokken 07.01 modtaget en anmeldelse om en alvorlig færdselsulykke på Vardevej nord for den vestjyske by Tistrup.

Her er en lastbil og en personbil kørt frontalt ind i hinanden.

Det oplyser politikredsen på det sociale medie X.

“Det er alvorligt. Meget alvorligt,” siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til B.T..

I forbindelse med sammenstødet er føreren af personbilen blevet fastklemt.

Der arbejdes nu på at få vedkommende ud af køretøjet.

SE OGSÅ: HER ER NATTENS UDVIKLING I DANSK TERRORSAG

Tilstanden på den tilskadekomne er endnu ikke nærmere præciseret.

Billeder fra ulykkesstedet viser, at området er meget tåget. Det er dog endnu ikke klarlagt, hvorfor sammenstødet er sket.

På grund af politiets og redningsmandskabet arbejde på stedet er Vardevej spærret for trafik i begge retninger.

‘Der er bilinspektør på vej til uheldsstedet, vejen vil være spærret et godt stykke tid endnu,’ lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi kort før klokken 08.00.

OPDATERING:

En ung mand har mistet livet. Læs opdateringen HER.