I forbindelse med et lastbiluheld holder det store køretøj nu på tværs af en motorvej. Det har ført til en total nedlukning af alle vejbaner og forlænget rejsetid for tusindvis af bilister
Et uheld med en væltet lastvogn betyder, at en travl motorvejsstrækning tirsdag eftermiddag er blevet fuldstændig afspærret for trafik.
Det oplyser Vejdirektoratet på det sociale medie X.
‘Forlænget rejsetid på op til 30 minutter. Køen forventes afsluttet først på aftenen,’ lyder det på Vejdirektoratets trafikkort, hvor det også oplyses, at køen klokken 16.25 strækker sig flere kilometer.
Billeder fra stedet viser, at lastvognen holder på tværs af kørebanen, mens politiet samtidig oplyser, at bilister bør søge alternative ruter efter den totale afspærring.
(Artiklen fortsætter under billedet)
‘Færdselsuheld med lastbil på E45 Sønderjyske Motorvej nordgående umiddelbart nord for afkørsel 74 Kruså. Motorvejen helt spærret i nordgående retning,’ lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi kort efter klokken 16.00 på det sociale medie X.
Politiet kan endnu ikke sige noget om tidshorisont for genåbning af vejen, men hos Vejdirektoratet er beskeden, at man tidligst forventer en genåbning klokken 17.
Klokken 16.25 møder bilister første gang køen kort efter Kruså og Padborg.
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med eventuel personskade.