Landsret fælder dom over den danske stat i afgørelse om ‘syrienbørn’

Tre danske børn i syriske lejre havde ikke krav på at blive evakueret med deres mødre

Østre Landsret har mandag stadfæstet en dom om tre såkaldte syrienbørn og frifundet Udenrigsministeriet for børnenes krav.

Sagen drejer sig om tre børn med dansk statsborgerskab, som sammen med deres i alt to mødre sidder fanget i lejret al-Roj i Syrien. Den danske stat har tilbudt at evakuere børnene, men uden mødrene.

Ekspertvurderinger fra blandt andet læger har talt for, at det ville være til børnenes bedste, hvis de kunne blive evakueret sammen med mødrene. Men staten har afvist.

Der er nemlig tale om kvinder, som for år tilbage rejste fra Danmark til Syrien, hvor de blev gift med krigere fra den militante bevægelse Islamisk Stat.

Kvinderne var danske statsborgere, men havde også marokkansk og somalisk statsborgerskab. På grund af deres rejser til Syrien blev de imidlertid frataget deres danske statsborgerskab.

Men de børn, som de havde født i mellemtiden, var stadig danske.

Danmark er forpligtet til at hjælpe danske statsborgere i nød i udlandet, og havde derfor en pligt over for børnene. Spørgsmålet var, om den pligt også indebar, at man skulle evakuere mødrene.

Det har man ikke ment fra dansk side, og man har tilbudt kvinderne, at deres børn kunne blive evakueret, men at de selv skulle blive tilbage i Syrien.

Den ene af kvinderne og hendes to børn er i mellemtiden alligevel blevet evakueret til Danmark. Her er kvinden blevet fængslet på en mistanke om at have fremmet en terrorbevægelse.

Foreningen Repatriate The Children Denmark har ført sagen på vegne af tre børn.

Østre Landsret har mandag formiddag alene oplyst, at byretsdommen er stadfæstet. De nærmere præmisser for landsrettens afgørelse er endnu ikke offentliggjort.

/ritzau/