En kvinde blev i weekenden kørt over, da hun lå og solbadede ved et biltræf og blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand. Nu er der nye oplysninger i sagen
Lørdag klokken 16.59 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om en påkørsel til Viking Run, der er et biltræf tæt på Darupvej i Roskilde.
Hurtigt var beredskabet fremme på stedet sammen med blandt andet en lægehelikopter, hvor offeret – en 44-årig kvinde fra Sverige – blev vurderet i livsfare og fløjet til hospitalet for behandling.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi lå kvinden på et tæppe, da den pågældende bil ville foretage en vending med lav hastighed og kørte hende over på maven.
Føreren er en 28-årig mand fra København, som ikke umiddelbart havde set kvinden, men der er nu nye oplysninger om ham i sagen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
‘Politiet testede den 28-årige mand med narkometeret, som viste positiv for kokain og amfetamin. Han blev derfor anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i mandagens døgnrapport.
Kvinden er senere blevet meldt i stabil tilstand, men er tilsyneladende endnu indlagt.
‘Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet og politiet afhørte flere vidner. Når resultatet af blodprøven kommer, vil det samlet blive vurderet, hvad han skal sigtes for forbindelse med ulykken,’ lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.