Kniv-overfald ved Nørrebro Station: 17-årig er bag tremmer

En 17-årig dreng er blevet varetægtsfængslet efter et kniv-overfald på en 15-årig dreng ved Nørrebro Station i København torsdag.

Den 15-årige dreng blev alvorligt såret ved kniv-overfaldet, men han er uden for livsfare.

Københavns Politi skriver på X (det tidligere Twitter):

“En 17-årig dreng blev i går varetægtsfængslet i 15 dage sigtet for det knivstikkeri, der fandt sted på gaden ved Nørrebro Station torsdag den 12. oktober. Den 17-årige meldte sig selv i går og blev herefter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Det er fortsat vores vurdering, at episoden ikke er banderelateret og i stedet skyldes en konflikt mellem den forurettede og den nu varetægtsfængslede.”