Fem klimaaktivister er torsdag idømt fængselsstraffe for motorvejsprotest
Fem klimaaktivister fra gruppen Just Stop Oil er torsdag hver blevet idømt mindst fire års fængsel.
Dommene er de hårdeste, der nogensinde er givet i Storbritannien, for ikke-voldelige protester. De blev afsagt ved Southwark Crown Court i London.
Aktivisterne er blevet dømt for at planlægge og udføre en blokade af Londons M25-motorvej i november 2022.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de dømte er stifter af Just Stop Oil-gruppen, Roger Hallam.
Dommene kommer som følge af et stadig større fokus på aktivistgruppers protester i Storbritannien.
Under retssagen – hvor alle fem nægtede sig skyldig – er flere af de tiltalte blevet sigtet for ikke at respektere fremlæggelsen af beviser i retten.
Ifølge sagens dommer, Christopher Hehir, prøvede de at gøre retssagen til en protest i sig selv.
I retten sagde dommeren desuden, at de fem var gået fra “at være demonstranter til at være fanatikere”, som mener, at de har “eneret til at bestemme, hvad der skal gøres ved klimakrisen”.
Også i Danmark har det flere gange været set, at klimaaktivister har blokeret veje og adgangen til lufthavne i forbindelse med demonstrationer.
I flere lande er der desuden blevet kastet både maling og suppe på store kunstværker og malerier af blandt andre Van Gogh og Leonardo da Vinci.
Stenformationen kendt som Stonehenge er for nylig blevet spraymalet med orange farve i forbindelse med en klimademonstration.
Stenformationen menes at været lavet 3000 år før vores tidsregning og er dermed over 5000 år gammel.
/ritzau/