Justitsminister vil straffe vold hårdere: Efter overfald på Mette Frederiksen

Overfaldet på statsminister Mette Frederiksen (S) er – uanset motiv – et angreb på alle danskere og demokratiet.

Sådan lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Han pointerer, at regeringen har i sinde at skærpe straffen for vold.

– Vi vil slet ikke have det (vold, red.). Slet ikke på vores regeringschef, som er en repræsentant for os alle sammen.

– Vi er nødt til at lade straffen i højere grad stå overens med den skade, man gør på sit offer, siger Hummelgaard søndag.

Fredagens overfald på statsministeren på Kultorvet i København vurderes af politiet til at være en enkeltstående, spontan handling.

Det er en 39-årig polsk mand, der ikke taler dansk, som er sigtet for vold i sagen.

Ved et grundlovsforhør lørdag blev han varetægtsfængslet i 12 dage.

Den nu fængslede var tilsyneladende skæv og sløv på grund af såvel alkohol som euforiserende stoffer.

Desuden har en læge bedømt ham til at være psykisk uligevægtig.

Peter Hummelgaard vurderer “overhovedet ikke” overfaldet til at være et uheldigt sammentræf.

– Folk skal lade være med at begå vold. Jeg er flintrende ligeglad med, om de er påvirket af det ene eller det andet, siger han.

Det er ikke alene overfaldet, som chokerer ham. Han har noteret sig, at flere personer på sociale medier angiveligt har hyldet overfaldet.

– Det, der chokerer mig mindst lige så meget som overfaldet, er alle de tastaturkrigere – nogle endda offentlige personer – som har fundet anledning til at hylde overfaldsmanden, siger justitsministeren.

Hummelgaard vurderer på baggrund af overfaldet, at flere og flere betragter det som legitimt enten at opfordre til eller hylde vold for at opnå sine politiske formål.

– Det er dybt chokerende, siger han.

Han anser vold mod politiske personer som en bredere tendens i vestlige demokratier.

En ung mand afgik natten til søndag ved døden på Frederiksberg i København. Han faldt ud af et vindue under det, der lignede en privatfest. Læs den historie her.