‘Jeg er salafist’ – talte om at terrorbombe Pride Parade

Det var FBI, der fik dansk politi på sporet af en ung mand, der nu er tiltalt for at fremme terrorvirksomhed

En 20-årig mand nægter at have fremmet terrorvirksomhed gennem det sociale medie Instagram.

Det oplyser hans forsvarer, Peter Secher, i Retten på Frederiksberg.

Manden er tiltalt for i 2021 og 2022 at kommunikere og udveksle oplysninger med flere profiler på Instagram og på den måde fremme den militante gruppe Islamisk Stat.

Ifølge anklagerne har han sendt propagandamateriale til en modtager på Instagram, han har delt manualer til fremstilling af bomber, og han har vejledt i, hvad der er gode terrormål, og hvordan man kan støtte Islamisk Stat.

Dog erkender den unge mand de faktiske omstændigheder, altså at han har skrevet med profilerne, men ikke at det havde det formål, som anklagen lyder på.

Den tiltalte blev ført ind i retssalen iført håndjern af to betjente.

I retten forklarer han, at han som 16-årig konverterede til islam, og det var i retningen salafisme, at han fandt sin rette hylde.

Han betegner det selv som en “meget ortodoks” tolkning af religionen.

Salafisme er en ortodoks og fundamentalistisk sunnimuslimsk retning af islam.

– Jeg betegner stadig mig selv som salafist, siger han i retten.

Den tiltalte forklarer, at han er enig i Islamisk Stats religiøse tankegods, men ikke nødvendigvis deres måde at praktisere det på.

Anklageren spørger, om han er tilhænger af hellig krig.

Den 20-årige svarer, at han er modstander af drab på civile og tager afstand fra for eksempel terrorangrebet i Nice i 2016.

Som en del af bevisførelsen læser anklageren også en række beskeder fra Instagram højt.

I korrespondancen beskrives blandt andet forskellige mulige angrebsmål mod for eksempel en pride parade eller jøder.

Den 20-årige anbefaler også bogen “Anarchist Cookbook”, der blandt andet beskriver, hvordan man fremstiller bomber.

Den tiltalte siger, at det kun var “drengestreger” og “sjov snak på et hypotetisk plan”.

– Det er to teenagere, der bare snakker, ligesom unge drenge der godt kan lide pistoler. Man skal ikke tage det seriøst, at en 16-årig dreng siger: “Giv mig en bombemanual”, forklarer han.

Sagen begyndte, da Københavns Politi blev kontaktet af det amerikanske forbundspoliti, FBI.

Det var en algoritme på Instagram, der ledte frem til den danske mand. Han blev herefter anholdt og har siden siddet varetægtsfængslet.

Den 20-årige er tiltalt efter straffelovens paragraf 114e, der hører under den såkaldte terrorparagraf.

Den omhandler at fremme terrorvirksomhed på anden måde, end det ellers er beskrevet i lovens terrorbestemmelser.

Paragraf 114e bruges for eksempel i sager, hvor der er tale om propagandavirksomhed til gavn for en terrororganisation. Strafferammen er fængsel indtil otte år.

Sagen kører over fem retsdage ved Retten på Frederiksberg.

/ritzau/