Janni Ree med ny udmelding i højdramatisk skilsmisse

Arkivfoto.

Janni Ree trækker stikket for nu. Hun ønsker ikke at udtale sig til pressen, da hun forbereder sig på retssagen mod sin kommende eksmand.

Der er efterhånden ingen tvivl om, at Janni og Karsten Ree befinder sig i en dramatisk skilsmisse.

Modstridende beskyldninger har fyldt mediebilledet, siden det celebre par meddelte, at de skulle skilles.

Nu har den 54-årig forsidefrue dog besluttet sig for at trække stikket. Hun vil ikke udtale sig til medier længere vedrørende skilsmissen.

Og det er der en helt særlig årsag til.

Janni Ree ønsker nemlig at forberede sig på den retssag, der venter hende lige om hjørnet. Her forventer hun at skulle i mod sin kommende eksmand, som hun har politianmeldt for vold gennem deres 11 år lange forhold.

Det skriver B.T.

Ses i retten

‘Jeg lukker lige lidt ned. Jeg har aflyst nogle forskellige ting, både podcasts og foredrag, fordi jeg trænger til lidt fred og ro i alt det her kaos,’ udtaler Janni Ree til mediet.

Forsidefruen lukker dog ikke blot ned for at forberede sig på retssagen. Hun forbereder sig også på at skulle møde Karsten igen.

‘En af grundene til, jeg lukker ned, er jo netop fordi jeg skal forberede det, der skal ske nu i min skilsmisse. Det forventer jeg da hundrede procent (at møde Karsten red.). Det er jo kriminelle handlinger, så det kan jeg ikke forestille mig, at vi ikke skal,’ fortæller Janni Ree.

Ingen kommentar

Karsten Rees lejr har endnu ikke udtalt sig om, hvorvidt milliardæren deltager i retssagen. Kommunikationsansvarlig i Ree-imperiet, Sune Aagaard, oplyser dog til B.T., at man har modtaget politianmeldelsen fra forsidefruen.

‘Vi afventer myndighedernes behandling af sagen,’ har Sune Aagaard tilføjet som det eneste om politianmeldelsen.

Tidligere har Karsten Ree også politianmeldt Janni for afpresning, men dette har forsidefruen kaldt for ‘en stående joke’. Hun har desuden også sagt, at hun ikke forventer, at anklagen når et retligt niveau.

Nordsjællands Politi har endnu ikke offentligt forholdt sig til nogen af politianmeldelserne, og ingen personer er blevet sigtet eller tiltalt i sagen.

Forsidefruen har netop fået en ny kæreste.