Islamist fængsles efter dansk podcast

At omtale Hamas-angrebene mod Israel i oktober 2023 som “rosværdigt” er en overtrædelse af straffeloven, og det koster nu en 50-årig mand en dom på fem måneders fængsel, skriver anklagemyndigheden ved Københavns Politi på X.

Dommen blev afsagt torsdag eftermiddag i Københavns Byret, hvor manden, der tidligere har fungeret som talsmand for det islamiske parti Hizb-ut-Tahrir, var tiltalt for brud på straffelovens forbud mod at billige en terrorhandling.

Manden nægtede sig skyldig, og han valgte ifølge anklagemyndigheden at anke dommen på stedet med påstand om frifindelse. Dermed skal Østre Landsret på et senere tidspunkt behandle sagen.

Det var i en podcast med titlen “Gaza – Folkemord eller selvforsvar”, at den strafbare udtalelse faldt. Det skete 26. november 2023. Podcasten er produceret af Foreningen for Islamisk Oplysning.

Her blev den 50-årige spurgt af værten om, hvorvidt han fordømmer Hamas. I den forbindelse udtalte manden ifølge sagens anklageskrift blandt andet:

– Men at fordømme det, der skete den 7. oktober – tværtimod. Det er faktisk rosværdigt, det, der skete den 7. oktober.

Hamas-angrebene mod Israel i oktober 2023 er ved flere lejligheder af danske domstole blevet henført under straffelovens terrorbestemmelse.

Ved angrebene blev der blandt andet begået drab på civile, ligesom flere blev bortført.

En række af de udtalelser, som herhjemme er fremsat efter angrebene er blevet anmeldt til politiet.

Statsadvokaten i København oplyste i august, at der på daværende tidspunkt var modtaget 150 anmeldelser om såkaldt terrorbilligelse. I 13 af sagerne var der rejst tiltale.

I 36 andre sager var der ikke nok hold i sagen til, at anklagemyndigheden ville føre den ved retten.

En ny butik holder stor åbningsfest i dag, hvor der uddeles masser af gratis ting. Se hvor og hvornår her.