Indbrudstyv løb fra sin bil i panik: Anholdt på busstoppestedet

Mens flere politikredse melder om lave antal indbrud henover julen, topper Sydsjælland og Lolland Falsters politikreds med ni indbrud i juledagene, hvor det går hårdest udover villaejerne.

Lørdag havde politiet dog held med at fange en tyv i Odsherred, efter han havde begået et tyveri i et sommerhus. Efter indbruddet ankom politiet til stedet for at efterforske på adressen, men de fik selskab af indbrudstyven. Manden vendte tilbage til sommerhuset i sin bil, men da han så, at ordensmagten var ankommet, hoppede han ud af bilen og løb fra stedet.

LIGE NU LÆSER ANDRE: MEDIE: CENTRAL FIGUR I BANDEMILJØET RAMT AF FLERE SKUD

“Vi fik anmeldt et indbrud i et sommerhus – og mens vores betjente er der, kommer en af de formodede gerningsmænd tilbage til sommerhuset. Han gribes dog af panik, efterlader sin bil og løber fra stedet til fods”, siger vagtchef Klaus Krogstrup til TV2 ØST.

Politiet indleder en kort jagt på manden, som ikke nåede særlig langt, før han måtte sande, at han var nødt til at fine et transportmiddel, som muligvis kunne få ham væk i en fart. Derfor besluttede han sig for at stoppe op ved et busstoppested og vente på bussen.

LÆS OGSÅ: JULETRAVLHED HOS 1813: OVER EN TIMES VENTETID

Bussen kom imidlertid aldrig, men det gjorde betjentene, som kunne give manden et lift til politistationen.

“Han bliver anholdt, og erkender både at have været med til indbruddet i sommerhuset, og for at have forsøgt at begå indbrud i sommerhuset igen juleaften”, siger Klaus Krogstrup til TV2 ØST.

Politiet efterforsker fortsat sagen, da de har en formodning om, at der er tale om en medgerningsmand.