Hund skudt ved sø: Mand anholdt!

Politiet har anholdt og sigtet en mand fra Grindsted-området for at have dræbt en hund ved at skyde den i baglåret den 29. august.

Over for B.T. fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi, at de har sigtet en mand i sagen.

“Det er korrekt, at vi har sigtet og tidligere haft anholdt en mand fra Grindsted-området. Yderligere oplysninger kan jeg ikke give på nuværende tidspunkt,” siger Kent Brynielsen, stationsleder ved Varde Politi.

Manden blev anholdt, men han er senere blevet løsladt. Syd- og Sønderjyllands Politi vil ikke oplyse, hvad manden er sigtet for.

LÆS OGSÅ: POLITIET EFTERLYSER TRE DRENGE: SKØD HUND FOR ØJNENE AF DENS EJER!

Den 30. august var Tenka ude at blive luftet af sin ejer, Jesper Petersen, og hans hustru ved Kvie Sø tæt ved Ansager i Varde Kommune.

Her så Jesper sin labrador, Tenka, ligge og vride sig i smerte på bredden til Kvie Sø, og han kunne se blodet strømme fra den.

“Jeg hørte skuddet, og med det samme hørte og så jeg Tenka pibe, hyle og vride sig i smerte. Det var så frygteligt. Jeg har aldrig set eller hørt noget lignende,” fortalte han til B.T.

Dengang så Jesper Petersen tre drenge løbe væk fra området ved søen, efter skuddet var faldet.

Politiet efterlyste også de tre drenge, men efterforskningen, hvor politiet har fået flere henvendelser fra borgere, har nu ført til sigtelsen mod en voksen mand.

De tre drenge er ikke længere mistænkt i sagen, oplyser politiet.