Hjerteproblemer har tvunget den 28-årige cykelrytter Niklas Eg til at sætte cyklen permanent i garagen
Den 28-årige danske cykelrytter Niklas Eg tvinges til et karrierestop på grund af problemer med hjertet.
Det skriver avisen Herning Folkeblad.
– Det er vel halvanden måned siden, at jeg kom frem til den erkendelse, at jeg ikke kommer tilbage på cyklen som professionel, siger Niklas Eg til avisen.
– Det giver desværre ikke mening at fortsætte kampen. Jeg havde håbet, at jeg skulle køre på cykel mange år endnu, så det er en utrolig frustrerende situation at stå i.
I august kom det frem, at det norske cykelhold Uno-X ikke forlængede kontrakten med den danske bjergrytter.
– En god fyr, som desværre har været påvirket af styrt og længere perioder med skader, skrev det norske hold i forbindelse med rytterens stop hos dem.
– Det gik desværre bare ikke for Niklas på Uno-X, men der er ingen dårlig stemning. Niklas er fuld af smil og en godhjertet fyr.
Det er endnu uvist, hvad der helt konkret er galt med Niklas Egs hjerte. Den danske rytter afventer flere undersøgelser.
Problemerne blev opdaget, da rytterens puls pludselig steg uden grund, mens han cyklede.
Niklas Eg har ud over på norske Uno-X tidligere blandt andet kørt på Trek-holdet.
/ritzau/