Her er erstatningen til Emilie Mengs mor

Emilie Mengs mor tilkendes knap 140.000 kroner i erstatning efter drab. Også de levende ofre får erstatning

Den 33-årige i Korsør-sagen Philip Patrick Westh er dømt til at betale erstatning på samlet set mere end 574.000 kroner til ofre og efterladte.

Philip Patrick Westh er dømt for at have dræbt 17-årige Emilie Meng, som forsvandt fra Korsør Station 10. juli 2016. Næsten et halvt år senere blev hendes lig fundet i en sø i Regnemarks Bakke – omkring 60 kilometer derfra.

Hendes mor tildeles en godtgørelse og erstatning på 139.996,10 kroner. Emilie Mengs to søskende får hver 50.000 kroner.

Det er milevidt fra det krav, som bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen havde rejst på 534.503 kroner til Emilie Mengs mor og 200.000 kroner til hver af hendes søskende.

Derfor er hun heller ikke tilfreds med udfaldet.

– Det er en meget langvarig belastning for familien. Derfor mener jeg, at vi har at gøre med noget helt særegent.

– Jeg mener, at det kræver en langt højere erstatning, end der er udmålt i dag, siger Mai-Britt Storm Thygesen.

Den 13-årige pige, som Philip Patrick Westh i april 2023 bortførte og udsatte for voldtægt, tilkendes en godtgørelse og erstatning på 295.415 kroner. Her var kravet 595.416 kroner.

Det er ikke muligt at beskrive, hvordan bistandsadvokaterne er kommet frem til erstatningsbeløbene, da Retten i Næstved har nedlagt referatforbud for dette af hensyn til ofre og efterladte.

Det står dog klart, at der er tale om beløb i den høje ende.

Udgangspunktet er, at der udbetales 100.000 kroner i godtgørelse for en fuldbyrdet voldtægt.

Dog kan erstatningskrav også omfatte udgifter, som ofre har haft efter et overgreb.

Philip Patrick Westh overfaldt og forsøgte også at bortføre og voldtage en 15-årig efterskoleelev ved Sorø i 2022.

Til hende skal han betale en godtgørelse på 40.000 kroner. Det var også det beløb, som bistandsadvokat Susan Jørgensen havde krævet.

Philip Patrick Westh er idømt livstid i sagen og har anket dommen.

Han vil frifindes for de forhold, han har nægtet sig skyldig i. Det er alt, hvad angår den 15-årige og 17-årige Emilie Meng, samt at han voldtog og havde til hensigt at dræbe den 13-årige.

Landsretten skal både tage stilling til, hvad manden er skyldig i, hvad straffen for det skal være, og hvad de forurettede og efterladte skal have i erstatning.