Her er der størst risiko for at blive slået ihjel i Danmark

Arkivfoto

Hvert fjerde drab bliver begået i et specielt miljø.

Når der finder et drab sted i kriminelle miljøer i Danmark, det kan være i en rocker- eller bandekonflikt, så skriver drabet sig ind i en statistik.

Drab i kriminelle miljøer dominerer de danske drabsstatistikker, hvor de udgør den hyppigst forekommende enkeltstående drabstype i Danmark.

53 ud af 223 drab begået i perioden 2017 til 2021 er sket i landets kriminelle miljøer.

Det svarer til 24 procent af alle drab, der er blevet begået i Danmark.

Det viser nye tal fra Justitsministeriet. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Når der bliver begået drab i de kriminelle miljøer, så sker det sjældent inden for hjemmets fire vægge.

Artiklen fortsætter under billedet

Arkivfoto

74 procent af drabene i perioden er begået i det offentlige rum. Samtidig er der i 42 procent af drabene indikationer eller sikre tegn på, at mordet var planlagt.

Justitsministeriets undersøgelse viser også, at drabene ofte har rod i en allerede eksisterende konflikt.

Det kan for eksempel være hævn mellem bander eller konflikter vedrørende økonomi eller narko.

Ministeriet har kortlagt alle drab begået i Danmark i perioden. Den samlede undersøgelse vil blive præsenteret i en rapport om drab i Danmark senere i januar.

Kortlægningen viser også, at skarpe genstande – som oftest knive – hyppigt bliver brugt som mordvåben.

Fire ud af ti mord bliver begået med en skarp genstand.

Selv om ministeriets undersøgelse stopper ved 2021, så er det stadig en tendens.

Mere end hver tredje drab i Danmark i 2023 var et knivdrab. I alt blev 15 personer dræbt med kniv.

Det viser en opgørelse Ritzau foretog i slutningen af 2023.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil fremsætte et lovforslag, der vil fordoble straffen for ulovlig besiddelse af kniv.

Det skriver ministeriet i meddelelsen.