Gaza har mistet al strømforsyning

Arkivfoto

Gazastriben har ikke længere nogen strømforsyning, efter at områdets eneste kraftværk er sat ud af drift. Det oplyser energimyndighederne i Gaza til nyhedsbureauet AFP.

Jalal Ismail, leder fra energimyndighederne i Gaza, forklarer i en udtalelse, at man er løbet tør for brændstof til kraftværket.

– Den eneste strømforsyning i Gazastriben stoppede med at virke klokken 14 (klokken 13 dansk tid red.)

Ifølge Reuters har Hamas-medier også rapporteret om det lukkede kraftværk.

Også det israelske medie Haaretz skriver på baggrund af det palæstinensiske nyhedsmedie Quds, at Gaza-striben er uden elektricitet grundet manglende brændstof.

Tidligt onsdag morgen oplyste de palæstinensiske energimyndigheder, at det var forventningen, at kraftværket ville løbe tør for brændstof i løbet af de næste 10 til 12 timer – og at det ville betyde, at Gazastriben ville miste al strømforsyning.

Israel har lukket for strømforsyningen til Gazastriben som del af en “total belejring”. Den er et svar på Hamas’ blodige angreb i Israel.

– Alle basale ydelser i Gaza afhænger af elektricitet, og det vil ikke være muligt at holde dem delvist i drift med generatorer, fordi det ikke er muligt at få leveret forsyninger af brændstof, lød det fra de palæstinensiske energimyndigheders formand, Thafer Melhem, tidligere onsdag ifølge CNN.