Optakt: Dansk trio jagter EM-medaljer

Tre danske kvinder stiller lørdag til start i elitekvindernes linjeløb ved EM i landevejscykling. Kan de slå de store favoritter?

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Det blev desværre ikke til medaljer for de danske U23-ryttere ved fredagens linjeløb, der åbnede dette års EM i landevejscykling.

Heldigvis er der fortsat masser af cykelløb på vejene i og omkring den slovenske hovedstad Ljubljana i vente.

Lørdag er det juniorherrerne og elitekvinderne, der skal et smut ud på den kuperede rundstrækning ved foden af Kamnik-Savinja-alperne.

Ved VM i Montreal gik det knap så godt for de to danske elitekvinder, der end ikke fuldførte løbet. Spørgsmålet er, om de kan gøre det bedre lørdag, hvor de har en ekstra holdkammerat ved deres side.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

De danske chancer

Det blev et skuffende VM for Solbjørk Minke Anderson og Cecilie Uttrup Ludwig, der var alene om at repræsentere Danmark blandt elitekvinderne.

De endte nemlig begge med at trække sig undervejs i løbet – hvilket er normal praksis, når en rytter indser, at chancen for et godt resultat er glippet i et endagsløb.

Set med danske briller, kan man selvfølgelig håbe på, at dette ikke bliver nødvendigt under lørdagens EM-løb.

Her får de heldigvis også selskab af Team Friis-rytteren Christina Bragh Lorenzen.

Samtidig bør ruten med to ture op ad Mozjanca-stigningen ligge bedre til særligt Cecilie Uttrup Ludwig – som vi ikke må glemme er tidligere bronzevinder ved VM.

Ruten er langt mindre udmattende end VM-rundstrækningen, men stigningen er både hårdere og længere.

Opstigningen byder på godt to kilometer med en stigningsprocent på mere end ti procent i gennemsnit.

Og her bør Uttrup Ludwig være i sit rette element.

Til gengæld har hun i længere tid virket et godt stykke under sit topniveau, og ved VM var formen der tydeligvis heller ikke. Det er derfor svært at have alt for høje forventninger til et topresultat.

Minke Andersson og Bragh Lorenzen virker desværre også et niveau under de største favoritter, og en dansk medalje synes derfor ganske usandsynlig.

Vi krydser fingre for, at den danske trio kan overraske positivt.

Favoritterne

Det er særligt svært at have store forventninger til et dansk topresultat, når man kigger på den stærke startliste til EM-linjeløbet.

Det er kun franske Célia Gery, der ikke går igen fra VM’s top ti. Og selvom der var langt flere højdemeter fordelt på VM-ruten, bør EM-favoritterne igen findes blandt feltets mest klatrestærke ryttere.

Verdensmesteren Demi Vollering, der gennem de seneste år har vundet nærmest alt, hvad der er at vinde, må endnu en gang være det oplagte bud.

Hun er desuden forsvarende europamester.

Holland har dog flere gode kort at spille med, da de også har den VM-fraværende Lorena Wiebes i truppen.

SD Worx-rytteren, der tidligere har vundet EM to gange, kan særligt gøre sig gældende, hvis der ikke bliver kørt alt for stærkt over Mozjanca-stigningen, og en større gruppe skal sprinte om guldet.

Og så har den klart stærkeste cykelnation på kvindesiden tilmed også den tidligere Fleche Wallonne-vinder Puck Pieterse på holdkortet.

De største konkurrenter til Vollering og resten af det hollandske hold skal sandsynligvis findes i de ryttere, der kom tættest på ved VM.

Det er særligt italienske Elisa Longo Borghini, polske Katarzyna Niewiadoma og schweiziske Marlen Reusser.

Annonce
Annonce
Annonce