De to danske rappere Lamin og Artigeardit forener sig endnu en gang, når de til sommer tager turen til Egeskov Slot på Midtfyn for at optræde på årets Heartland-festival.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse, hvor det fulde program for sommerens Heartland annonceres.
Makkerparret, der den seneste tid har haft succes med at slå pjalterne sammen, udgav i efteråret fællesalbummet “Nu hvor vi er her”, som fik roser med fra anmeldere.
Så man kan formentlig vente sig at lytte med på sange som “Vi ku’ blive” og “Hvor fuck er min drink henne?” til festivalen, der løber af stablen fra torsdag den 13. juni til lørdag den 15. juni.
Desuden leverer det danske band Mew sammen med Danmarks Underholdningsorkester deres eneste festivalkoncert i år sammen på årets Heartland.
Sangeren, der også har titler som skuespiller og model, Grace Jones er også et af de nye navne på plakaten. Direktør og musikchef Ulrik Ørum-Petersen glæder sig over, at “kulturikonet” gæster festivalen i år.
– Med sin blanding af disco, reggae og new wave, tilsat hendes karakteristiske visuelle identitet, er vi sikre på, at det bliver en uforglemmelig aften, siger han i meddelelsen.
Med den seneste annoncering tæller Heartlands musikprogram 49 navne på plakaten, herunder den amerikanske verdensstjerne Nile Rodgers, den amerikanske rapper Ms. Lauryn Hill, powertrioen Anne Sanne Lis, Tim Christensen, Tina Dickow samt den britiske singer-songwriter Tom Odell.
I alt er der mere end 130 navne på plakaten. Det er nemlig ikke kun musikere, der gæster festivalen.
Blandt andre skal Klovn-komikeren Casper Christensen samtale med psykologiprofessor Svend Brinkmann om, hvorfor deres liv har formet sig, som det har, og om de kan lære noget af hinandens valg.
Det udgør en del Talks-programmet på Heartland, der er sammensat af musik, kunst, samtaler og mad.
LÆS OGSÅ: Stjerne kommer til København