Mand påkørte betonklods: Nu er han anholdt

(Læs opdatering i bunden)

Tidligt tirsdag formiddag er politi og redningsmandskab på havnen i Odense, hvor der er sket et trafikuheld

Tirsdag ved 9-tiden er der sket et solouheld på Havnegade i Odense C.

Her er en bil kørt ind i en betonklods på vejen.

Bilen har i forbindelse med uheldet sat sig fast oven på betonklodsen, hvor der løber en ukendt væske ud fra.

En patruljebil fra Fyns Politi er ankommet til stedet sammen med en ambulance.

“Der er sket noget materiel skade, men ingen personskade. Føreren er blevet tilset af en ambulance på stedet,” fortæller vagtchef fra Fyns Politi Milan Holck Nielsen til Fyens.dk.

Årsagen til uheldet er ikke nærmere bekendt.

SE OGSÅ: HUGGEDE MACHETE I PANDEN PÅ MAND

OPDATERING:

Føreren af den forulykkede bil er en 22-årig mand, som politiet nu har anholdt.

“Føreren havde ikke kørekort. Vi har mistanke om, at han derudover kørte i narkopåvirket tilstand, så han er blevet anholdt,” siger vagtchef ved Fyns Politi Bjarne Tykgaard til B.T..

Den 22-årige mand er nu taget med til blodprøve, der skal fastslå med sikkerhed, om han har kørt i påvirket tilstand.

Politiet fik anmeldelsen klokken 09.13.