Knap to dage efter et voldsomt regnvejr ramte landet – særligt i et bælte fra Vadehavet mod Djursland – gør forsikringsselskaberne fortsat skaderne op.
Og der har været travlt, oplyser Tryg, Alm. Brand og Topdanmark.
Hos Tryg, der er Danmarks største skadeforsikringsselskab, er der blevet anmeldt 148 vejrrelaterede skader efter fredagens vejr.
Det har primært været i Esbjerg, Fredericia, Kolding og Vejle.
Alm. Brand oplyser, at de har modtaget 160 anmeldelser. Topdanmark havde lørdag modtaget 125.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Vi har stor forståelse for, at det kan være voldsomt at opleve som borger og boligejer, når der kommer så voldsomme mængder regn. Og i fredags var en meget ekstraordinær vejrsituation, siger Jan Graversgaard, der er skadedirektør i Alm Brandt.
Forsikringsselskaberne oplyser, at skaderne særligt omfatter vand i kældre, vand op gennem afløb, og vand der trænger ned igennem taget.
I et bånd fra Vadehavet til Djursland faldt der mange steder mellem 30 og 70 millimeter regn fredag. Omkring Esbjerg var det over 100 millimeter.
En station ved Esbjerg målte endda cirka 145 millimeter, hvilket er den største mængde nedbør målt på en enkelt septemberdag siden 1874, hvor man begyndte at registrere vejret i Danmark.
Og det er da også i netop de områder, der fredag var brug for at rykke akut ud på nogle af skadeanmeldelserne, lyder det.
Alm. Brand modtog 70 anmeldelser fredag, der krævede akut hjælp til borgeren på grund af vejret. Topdanmark måtte rykke ud 30 gange.
Forsikringsselskaberne forventer fortsat, at der også vil tikke skadesanmeldelser ind i løbet af den kommende uge.
– Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange skader vi forventer at komme op på i alt. Vi kan se, at det fredag aften begyndte at stilne af med skadesanmeldelser, så vi forventer ikke et voldsomt stort antal skader.
– Vi ved af erfaring, at der typisk går tre til fire døgn, før vi har det fulde overblik, da kunder typisk anmelder mindre skader i de kommende dage, siger Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark.
Er man ramt af en vandskade, anbefaler Topdanmark at få vandet og fugten fjernet straks for at undgå, at skaderne udvikler sig og ødelægger mere.
Desuden er det vigtigt at billeddokumentere skaderne, understreger Helene Ibsen.