En lastbilchauffør er kørt ind i autoværnet og tabt jord på vejen, hvilket har forårsaget flere uheld
Der er sket flere uheld på en travl motorvejsstrækning på grund af tabt jord, hvilket betyder, at der er afspærret fuldstændig i østgående retning.
Det oplyser politiet politiet til TV Midtvest.
En lastbilchauffør har onsdag ramt autoværnet på Herningmotorvejen mellem Funder og Bording, før lastbilen forulykkede.
I forbindelse med uheldet er en mængde jord røget ud på vejen, hvilket efterfølgende har skabt kødannelse i begge retninger.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Midt- og Vestjyllands Politi fortæller til TV Midtvest, at der som følge af uheldet med lastbilen har været sammenstød, der har involveret flere biler.
Vagtchef Jeppe Holgersen oplyser til mediet, at der er flere tilskadekomne. Politiet er i færd med at danne sig et overblik over, hvor mange det drejer sig om.
Vejdirektoratet oplyser på X, at motorvejen er spærret.
– Vi forventer først normal trafik først på eftermiddagen, skriver Vejdirektoratet.