Redningsmandskabet er hastet ud til et alvorligt uheld, hvor flere personer er kommet til skade. Den ene bil er landet med hjulene i vejret og en person er blevet klemt fast i bilen.
Klokken 16.19 får politiet og beredskabet et alarmopkald om den alvorlige ulykke. Her er det anmeldt, at to biler er stødt sammen og den ene bil er endt på marken ved siden af.
Akutberedskabet har sendt flere ambulancer afsted og der er tale om mindst tre tilskadekomne personer.
Det fortæller vagtchef Andreas Andersen til Presse-fotos.dk.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Vi er på stedet, hvor akutberedskabet er i gang med at redde den tilskadekomne ud af bilen. Vi ved, at der er to andre, der også er kommet til skade i uheldet”, lyder det fra vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Det voldsomme sammenstød er sket på Resdal Bakke i Silkeborg og der er tale om alvorlig personskade.
Det fortæller Presse-fotos.dks udsendte, som netop har set en ambulance haste til hospitalet med politieskorte.
“Den ene ambulance er kørt her fra med eskorte, men der er stadig en anden ambulance her på stedet”, lyder tilbagemeldingen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiet kan dog ikke oplyse, hvor slemt personen er kommet til skade, men bekræfter, at de er blevet kaldt ud til tre personer som har brug for akutberedskabets hjælp efter ulykken.
De mange udrykningskøretøjer har spærret vejen og det giver trafikale udfordringer på strækningen. Politiet har ikke kaldt nogen bilinspektør til stedet, men regner med at arbejde på Resdal Bakke i længere tid, før der vil være helt ryddet.