Der var både bat og knive involveret, da flere mænd mandag aften tørnede sammen i biler i det såkaldte Ceres-kryds i den vestlige del af det centrale Aarhus. En 21-årig og en 26-årig mand skal begge i grundlovsforhør senere tirsdag.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemedddelelse.
I alt anholdt politiet fem drenge og mænd i alderen 16-26 år i forbindelse med episoden
Bilerne kørte ind i hinanden, og det var dét, som udløste sammenstødet mellem grupperne.
LÆS OGSÅ: Færdselsuheld mellem fire biler udvikler sig til slagsmål
“”Det er fuldstændigt utilstedeligt, at man på den måde angriber hinanden med våben midt i Aarhus, og derfor prioriterer vi selvfølgelig også den her sag meget højt. Det tyder på, at der var tale om en bevidst påkørsel, og at to grupper af mænd fra det kriminelle miljø har haft et sammenstød, ” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Politiet sikrede spor på stedet, afhørte en række vidner og fik indsamlet videomateriale fra folk, der havde filmet episoden. De involverede biler er nu til nærmere undersøgelse hos politiet. På gerningsstedet blev der beslaglagt flere stik- og slagvåben.
”Det er klart, at sådan en hændelse i det offentlige rum kan skabe en vis utryghed, og den kommende tid kommer vi til at være ekstra synligt til stede på gaden i Aarhus. Vi fortsætter vores intensive efterforskning af episoden i går for at afklare, hvad der er sket, og om der skal anholdelse af yderligere gerningsmænd, og derudover holder vi generelt et skarpt øje med det kriminelle miljø og er opmærksomme på, om der sker en udvikling, ” siger vicepolitiinspektøren.
Umiddelbart kom ingen af de involverede mænd alvorligt til skade.
De tre personer, som ikke skal i grundlovsforhør, er løsladt – men fortsat sigtede i sagen.
Opdatering: De to, som skulle i grundlovsforhør, blev begge varetægtsfængslet for fire uger.