30. sep. 2022 - 14:05

Far bankede sit barn lige fra hendes fødsel: Nu skal han i fængsel



En 36-årig mand fra Ikast skal i fængsel i et år og ni måneder, efter at han udøvede vold mod sin egen datter lige fra fødslen og seks måneder frem.

Det afgjorde retten i Herning torsdag.

Fra marts 2020 til september samme år klemte, ruskede, vred og trak den nu 36-årige mand sin nyfødte datter med det resultat, at hun fik brud og læsioner 12 steder på kroppen.

“At udøve vold mod sit nyfødte og fuldstændig forsvarsløse spædbarn, ser vi på med meget stor alvor. Derfor er jeg tilfreds med, at retten i dag har været enig med anklagemyndigheden i, at den slags skal straffes med fængsel,” siger anklager Nanna Krøyer Lundhøj, der har ført sagen ved retten på vegne af anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi til politiets hjemmeside.

Den 36-årige fik samtidig en advarsel om, at han risikerer at blive udvist, hvis han gør noget lignende igen, da han ikke er dansk statsborger.

Manden nægter sig skyldig, og han har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.