Der er sent tirsdag eftermiddag sket to færdselsuheld ved et motorvejskryds vest for Aarhus, og det giver store problemer i trafikken.
Vejdirektoratet skriver på trafikinfo.dk om det ene uheld:
“E45 fra Horsens mod Aarhus mellem <49> Aarhus S og MVX Aarhus Vest. Uheld, Spor spærret. Venstre spor spærret.”
P4 Trafik skriver om det andet uheld på X:
“E45 i sydgående retning ved Århus Nord-Xet er der sket uheld i venstre spor.”
Til TV2 Østjylland siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Peter Andersen, om det første uheld:
“Det første uheld blev meldt ind klokken 16.39. Der er tale om et sammenstød mellem en personbil og en lastbil, og én person er kørt på skadestuen til kontrol – blot for en sikkerheds skyld. Vi er netop blevet færdige derude, men man skal nok forvente lidt kødannelse tidspunktet taget i betragtning.”
Det andet uheld skete minuttet efter i den modsatte retning.
Her er der ingen tilskadekomne, men venstre spor er spærret.