Fællesskab eller konflikt? Israels flag på vej til Odense!

På det kommende økonomimøde i Odense vil dagsordenen ikke blot omfatte budgetdrøftelser og besparelser. I lyset af den eskalerende konflikt i Israel vil Christoffer Lilleholt (V) foreslå Odense Byråd at hejse Israels flag op ved siden af Ukraines i byen.

På den måde vil Israels blå-hvide flag med stjernen i midten nu blive hængt side om side med Ukraines blå og gule flag, som kommunen har hejst siden den 3. marts 2022. Dette vil kunne ses ved Flakhaven og Odense Slot

– Det gør vi, fordi Israel på helt samme vis som Ukraine er blevet invaderet på deres territorium, siger beskæftigelse- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V) til TV2 Fyn.

LÆS OGSÅ: EFTER ANGREB PÅ ISRAEL: PALÆSTINENSERE I DANMARK DEMONSTRERER FOR PALÆSTINA

Søndag erklærede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel og Hamas er i krig.

Herhjemme har krigen i Mellemøsten fået en blandet modtagelse. I København har man set demonstrationer til fordel for Palæstina, hvilket Christoffer Lilleholt ikke frygter i Odense.

– Det skal de være velkomne til at gøre. Vi er et demokratisk land på samme måde som Israel, fastslår han.